Det er mandag aften og klokken er 20.15. Mine sko står ved indgangen til Københavns Karateklub, og jeg går nu barfodet rundt i små cirkler sammen med 12 andre voksne og venter. Det er første dag i den nye sæson, og vi skal til karatetræning for nybegyndere.
Jeg er klædt i et par hvide bomuldsbukser og har efter råd fra min kone valgt en mørk t-shirt til. Det er vist mest for ikke at skræmme de andre nye med min udtalt blege teint. Egentlig skal nybegyndere bære en hvid gi med et hvidt bælte, men den er der tilsyneladende ingen, der har købt endnu. Så bliver de skånet for det hvide snit indtil videre, tænker jeg, og glæder mig i stedet over, at jeg har fået et særligt stærkt incitament til at få et farvet bælte.
Heldigvis bliver jeg vækket af min tankerække, da et par instruktører byder velkommen og præsenterer sig som sensei Klaus og sempai Stine. Et hold med flotte brune bælter har netop afsluttet dagens træning, og vi bliver budt indenfor i en dampende varm dojo. Den tætte luft i lokalet er et stille forvarsel om, hvad der venter os i løbet af den næste halvanden time.
Vi får hurtigt lært det japanske ord oss. Ordet bruges både som goddag, farvel og ja. Vi får også besked om at bukke på vej ind og ud af dojoen og altid hilse pænt på hinanden, på sensei, på sempai og på et par portrætter, der hænger på væggen. Det er billeder af de oprindelige grundlæggere af karate, og dem hædrer man altså på den måde. Det hele virker egentlig meget enkelt.
Sensai siger shogu, og vi bliver bedt om at tage opstilling i to rækker. Herefter siger han seiza, og vi bliver bedt om at sætte os ned i meditationsstilling, dvs. med benene bøjet, knæene ud til siden i 45 grader og fødderne bagud med fodsålerne opad. Og her går det for første gang lidt skævt. Mine ankler og knæ er ganske enkelt ikke bygget til at bøje på den måde. Sensai råber MOKUSO, og det betyder åbenbart, at man skal blive siddende i meditationsstilling med lukkede øjne og slappe af. Helt umuligt. Jeg bruger al min koncentration på ikke at vælte og håber bare de andre også overholder det med de lukkede øjne, for det er ikke noget kønt syn. Efter den meditative afslapning bukker vi for shinden og sensai. Tatsu viser sig at være min redningsplanke. Det betyder, at man må folde sine ben ud, rejse sig op og gå i gang med selve træningen!
Vi begynder med et traditionelt opvarmningsprogram; løbe rundt i forskellige tempi, svinge med armene, rulle med skuldrene osv. Rigtig god og fornuftig opvarmning. Herefter går vi over til mave-, ryg- og armbøjninger. Heller ikke noget problem. Vi tager lige 10 mavebøjninger mere, råber sensai. Det begynder at gøre ondt. Og så lige de sidste 10, griner han. Haha, tænker jeg, mens jeg prøver at ignorere krampen i mine mavemuskler.
Godt opvarmet går vi over til at øve stød. Hånden skal knyttes rigtigt, så tommelfingeren placeren uden på de andre fire, så den ikke brækker. Håndleddet skal strækkes helt, så det bliver en fortsættelse af underarmen. Slaget skal ramme med pege- og langefingers knoer forrest. Først støder vi mod hoved, så mod krop og til sidst mod skridtet. Ichi (1), ni (2), san (3) osv. igen og igen. På ju (10) lærer vi at råbe KIAI så højt vi kan for at lægge mere kraft i stødet. Nu er det ved at blive sjovt.
Vi lærer to simple parader, før vi bliver bedt om at stille os sammen parvis. Den ene skal holde en pude, som den anden skal slå på. Igen øver vi stød og råber kiai på 10. Gentagelse ser ud til at være nøglen, og det leder straks tankerne tilbage til wax on, wax off scenen fra den første Karate Kid film. Det vil jeg også kunne, så jeg giver den hele armen.
Sidste del af parøvelsen går ud på at løbe hen til den modsatte væg, røre gulvet, løbe tilbage til makkeren og levere ti hurtige stød mod puden. Det bliver gjort på sempai Stines takt og skal gennemføres ti gange – med kiai tilsidst forstås. Efter otte omgange begynder jeg at blive svimmel, og jeg må indse at stødene falder lidt sløvt. Efter sidste omgang sortner det for øjnene og jeg glemmer at råbe kiai. Da det er min tur til at holde puden for min makker, må jeg anstrenge mig for ikke at besvime. Bagefter sætter jeg mig med hovedet mellem benene, mens en eller anden kommer hen og tager puden fra mig og sætter den på plads. Der er helt udsolgt.
De sidste øvelser gennemfører jeg med så lidt indsats som muligt. Det er mest statiske øvelser, hvor vi skal stå stille alt for længe i samme stilling, så musklerne syrer til. Det føles som om, jeg har brugt alle mine muskler – også nogen jeg ikke anede eksisterede.
Aftenens træning slutter af med mokuso igen, og endnu engang må jeg bare konstatere, at jeg er stiv i alle lemmer. Vi gennemfører de obligatoriske buk og lukker dampen ud af dojoen. På vej ud husker jeg at vende mig om og bukke. Noget har jeg da lært.
Det var hårdt, det gjorde ondt, men det var også en rigtig god oplevelse. I dag er det hviledag, og i morgen skal jeg tilbage i dojoen.
OSS!
Folk, der kender mig godt, ved at min begejstring for både kaffe og Excel scorer ret højt på en vilkårlig skala. Så det er jo den perfekte gave. Og det var lige præcis det, Kim havde tænkt, da han så kruset i en butik i London midt i sin ferie. Jeg blev simpelthen så glad. Faktisk blev jeg så glad, at jeg – efter at have fyldt kruset med kaffe – skyndte mig ind på Urban Outfitters’ hjemmeside og skrev et review af kruset.
