Europæer. Jo mere jeg smager på ordet, jo mere bliver det, hvad der definerer mig. Europa. Herfra min verden går.
Hele mit liv har jeg levet indenfor Europas grænser. Jeg er født og opvokset i Danmarks hovedstad København. De fleste af mine venner bor i hovedstadsområdet og min fjerneste (kendte) slægtning bor kun 250 km væk.
Gennem mit arbejde og mine studier har jeg mødt spændende mennesker fra hele verden. Fra Sydafrika i syd til Finland i nord, fra New Zealand i øst til USA og Canada i vest. Jeg kommunikerer dagligt via sociale medier med folk i hele verden. Alligevel kan jeg ikke komme i tanke om venner, der bor længere væk end 500 km fra København.
”I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme,
der har jeg rod, derfra min verden går.”
-- H.C. Andersen, "Danmark, mit Fædreland"
Vi rejste ikke meget, da jeg var barn. Min far var gymnasielærer og tog mig med på studieture til Prag, Budapest, Paris og London sammen med sine elever. Det var også ham, der tog mig med til Sverige og Norge, så jeg kunne lære at stå på ski.
Min mor og stedfar boede i perioder på amerikanske baser i Grønland, hvor jeg har besøgt dem i både Thule og Sønderstrømfjord. Geografisk set har jeg altså rejst på det nordamerikanske kontinent. Men Grønland er en del af det danske rigsfællesskab og hører rent geopolitisk til Europa. I mit mentale atlas deler Grønland altså grænser med Europa.
Som voksen har jeg rejst med min kone og vores børn til flere steder i Europa; sommerferier i Frankrig, Italien, Tyskland og England, vinterferier i Norge og Italien. Dejlige ferier med gode minder fra det Europa, jeg efterhånden kender så godt.
Det er flere årsager til denne europæiske afgrænsning af rejsemål. Da jeg voksede op i 70erne, var det ikke almindelig at rejse langt væk. Nogle få tog måske på charterferie med Spies til den spanske solkyst, mens de fleste blev hjemme i Danmark eller kørte sydpå til Tyskland med deres campingvogn. For de fleste handlede det langt ind i 80erne om, hvorvidt det overhovedet var økonomisk muligt at rejse.
Nu hvor flyrejser er blevet til at betale, og Europa ikke ligefrem er det billigste sted at bo og leve, er det snart billigere at rejse rundt i Thailand end på charterferie til Mallorca. Det giver flere muligheden for at komme ud i verden og se noget nyt.
Den økonomiske bortforklaring er altså ikke længere nok, og på det seneste er jeg da også blevet bevidst om, at det i lige så høj grad handler om tryghed. Jeg ved ikke, hvad der venter i Verden, men jeg ved, hvad jeg kan forvente af mit Europa.
Måske er det den samme tryghed, der avler frygt og får danske politikere til at lukke grænser og værne om den danske etnicitet. Jeg håber det ikke. I mit tilfælde handler det ikke om frygten for det fremmede, blot om trygheden ved det kendte. En tryghed jeg gerne deler med andre, der har brug for den.
Når jeg til næste år skal på studietur i forbindelse med min masteruddannelse, bliver det til enten USA eller Malaysia. Uanset hvilken verdensdel det bliver, kommer jeg til at rejse ud af min tryghedszone og møde en verden, jeg ikke kender til. Jeg glæder mig og har planlagt at rejse ud som europæer og vende hjem som verdensborger. Måske slipper jeg endda min europæiske begrænsning fri undervejs.
Til sommer går turen igen til Italien med familien. Denne gang til Sardinien i stedet for Sicilien, som vi tidligere har besøgt. Stadig indenfor tryghedszonen. Ciao!
